Efter 15 dages livestream og en anmeldelse fra Forbrugerrådet Tænk fremhæver streameren selv millionindsamlingen til Knæk Cancer og sine rekordhøje seertal.
Da Rasmus Søndergaard afholdt sin 15 dage lange livestream Sønderthon 2.0, affødte det både forargelse og begejstring.
Nu gør den danske Twitch-streamer status på den overståede begivenhed og kommenterer samtidig den kritik, der har været af livestreamen.
Læs også: De 11 mest vanvittige ting, der er sket under Sønderthon 2.0
“Helt ærligt, man kan mene, hvad man vil om mig. Mange medier og eksperter har i hvert fald gjort deres mening til kende, men sandheden er, at 2,17 millioner unikke danskere har været forbi mit indhold i løbet af de sidste 15 dage,” skriver han på LinkedIn.
Rasmus Søndergaard fremhæver desuden, at han på livestreamens sidste dag nåede førstepladsen i hele verden målt på aktive abonnementer, og han peger også på sin indsamling til Knæk Cancer.
“På under 12 timer indsamlede og donerede min chat & jeg 2,3 millioner kroner til Knæk Cancer. Folk, der normalt mødes for at se mig interviewe kendisser, lave gameshows eller åndsvage ting, rykkede sammen og samlede millioner ind til andre,” skriver han og tilføjer:
“Det kan ingen seerrekord slå.”
Undervejs i den massive livestream fik Rasmus Søndergaard besøg af kendte mennesker på stribe. Anne Linnet, Christopher, Malte Ebert og B.O.C.-rapperne er bare et par af de kendisser, der gæstede ham.
Allerede inden årets livestream gik i gang, blev han dog ramt af kritik.
Forbrugerrådet Tænk mener nemlig, at hans samarbejde med Red Bull strider mod reglerne om reklamer rettet mod mindreårige. De har også anmeldt ham for at promovere alkohol, da han drikker alkohol i flere af sine videoer.
Selv holder Rasmus Søndergaard dog fast i, at hans indhold ikke er målrettet børn.





