Under Rasmus Søndergaards 'Sønderthon 2.0' fik seerne en urpremiere på 'Alle drenge har det' fra det kommende album.
Lige nu lader det til at streameren Rasmus Søndergaard løber med en hel del opmærksomhed.
Han er nemlig i gang med sit såkaldte Sønderthon 2.0, hvor han hen over 15 dage får besøg af stribevis af kendte gæster og musikere, alt imens han sender live 24 timer i døgnet.
Tirsdag aften fik han besøg af The Minds of 99’s forsanger Niels Brandt og trommeslageren Louis Barnholdt Clausen, der blev fløjet i en helikopter til Gavnø Slot, hvor livestreamen foregår.
Læs også: Rasmus Søndergaard rammer top tre i hele verden med sin livestream
Ud over at have en stor stak vinyler, cd’er og endda kassettebånd med både gamle og uudgivne sange med til den 26-årige streamer, bød de også på en urpremiere.
Niels Brandt satte sig ved klaveret i stuen og spillede den uudgivne “Alle drenge har det" fra det kommende album. Se hele klippet nederst i artiklen.
Albummet hedder Sjælens Alkymi og lander i april 2027. De to første singler “9mm” og “Dét der udenfor” er udkommet tidligere i år.
Under streamen kunne fans også være heldige at vinde billetter til bandets kommende koncerter i Parken og på Hybel Arena i Horsens.




