Rockgruppen giver sin første danske koncert med Frank Carter som forsanger. Nu er de to supportnavne afsløret.
Da Sex Pistols sidst spillede i Danmark for 30 år siden, måtte bandet forlade scenen efter knap at have spillet fem sange, fordi publikum kastede flasker efter dem.
Nu tager det engelske punkband revanche og er tilbage med en koncert den 28. november 2026, hvor de netop har løftet sløret for, hvem der bliver deres supportnavne.
Til koncerten i TAP1 i København, som er bandets eneste på det europæiske fastland, får Sex Pistols selskab af de to Essex-grupper, garage-punkbandet Bad Nerves og den højenergiske punkduo The Meffs.
Læs også: Sex Pistols-bassist: Punkere er "underlige", hvis de støtter Trump
Bandet Bad Nerves blev dannet i 2016 og har udgivet to studiealbum. Tidligere har de været support for blandt andre Nothing But Thieves, Royal Blood og Green Day.
The Meffs, med Lily Hopkins på vokal og guitar og Lewis Copsey på trommer, dyrker en blanding af punk og hardcore. Senest udgav de albummet Business den 11. september i år.
Sex Pistols kommer til København for at markere 50-året for deres skelsættende punkklassiker "Anarchy in the U.K." med Frank Carter i front, som har sunget med bandet siden 2024.
Punkbandet har kun optrådt i Danmark to gange tidligere.
Første gang i 1977 og senest i 1996, hvor de spillede på Orange Scene på Roskilde Festival. Koncerten blev dog afbrudt efter kort tid på grund af massive flaskekast mod scenen.



