Nyhed

Tidligere politichef sår tvivl om Kurt Cobains død: "Så det er forklaringen"

Ifølge forskergruppen Who Killed Kurt? har Seattles tidligere politichef Shon Barnes, stik imod politiets officielle linje, erkendt, at der var modstridende beviser i sagen om Nirvana-frontmandens død. Nu skal politiets håndtering undersøges.

For 32 år siden tog Nirvana-frontmand Kurt Cobain sit eget liv med et gevær. Eller gjorde han?

For nu fortæller en tidligere politichef fra Seattle, stik imod politiets officielle udmeldinger, at der var modstridende beviser, da de i 1994 konkluderede, at musikeren havde begået selvmord. Det skriver New York Post.

Læs også: Kurt Cobains død var muligvis mord, viser ny undersøgelse


Påstanden stammer fra et møde tilbage i november 2025 mellem den daværende politichef Shon Barnes og gruppen Who Killed Kurt?, der består af frivillige forskere og retsmedicinere, som mener, at Kurt Cobain blev dræbt, og at dødsfaldet blev iscenesat som et selvmord.

Særligt hæfter efterforskningsgruppen sig ved, at der ikke var noget synligt blod på hånden, som Cobain skulle have brugt til at holde geværet mod sin mund.

"Så det er forklaringen – hånden er placeret efter blodstænkene," skulle den tidligere politichef angiveligt have sagt, efter at gruppen havde fremlagt sin undersøgelse for ham.


Derfor bliver Seattles politi, der i sin tid stod bag efterforskningen af Kurt Cobains død, nu undersøgt af den amerikanske Uafhængige Politiklagemyndighed for at afklare, hvordan de har behandlet de nye oplysninger.

Kurt Cobain blev fundet død med et skudsår i hovedet i et drivhus ved sit hjem i Seattle i april 1994 i en alder af 27 år. Dengang konkluderede politiet, at der var tale om selvmord.

I februar offentliggjorde den uafhængige efterforskningsgruppe Who Killed Kurt? en ny rapport, der hævder at bevise, at Cobains død ikke var et selvmord, men et mord.


Blandt andet mener gruppen på baggrund af Kurt Cobains obduktionsrapport, at de organskader, som sangeren havde pådraget sig, samt manglen på spor af blod, eksempelvis på aftrækkerhånden, peger på, at sangeren blev myrdet.

Politiet i Seattle fortalte dengang, at man ikke ville genåbne efterforskningen, og at man ville holde fast i konklusionen fra en gennemgang af sagen i 2014, som heller ikke fandt tegn på, at der var tale om en forbrydelse.

Den nye undersøgelse handler derfor i første omgang om, hvordan politiet håndterede de oplysninger, som forskergruppen fremlagde.


Læs også: Kurt Cobains tragedie er myten, der nægter at dø

Den Uafhængige Politiklagemyndighed indledte sin undersøgelse efter at have modtaget en klage den 28. juni fra en person, der følger Who Killed Kurts arbejde.

Efterforskningsgruppen indsendte efterfølgende en mail til Den Uafhængige Politiklagemyndighed den 5. oktober, fordi de mente, at de nye oplysninger burde have været undersøgt nærmere.


"Vores holdning er ikke, at vi under mødet endegyldigt beviste, at der var tale om drab. Det er, at de spørgsmål, vi fremlagde, kræver en grundig og ny gennemgang," siger gruppens ledende efterforsker Michelle Wilkins ifølge New York Post.

Det er således endnu ikke fastslået, at der er begået en forbrydelse, og den igangværende undersøgelse er ikke det samme som en genåbning af efterforskningen af Cobains død.

Hverken Shon Barnes, Seattles politi eller Den Uafhængige Politiklagemyndighed har udtalt sig om sagen endnu.


Derudover er det vigtigt at understrege, at udtalelserne fra Shon Barnes stammer fra Who Killed Kurts egen fremlæggelse af, hvad der blev sagt på mødet.

ANNONCE