Nyhed

Tom Morello kommenterer på Macklemore-sagen: “Ed Sheeran er ikke et offer”

Nu melder den tidligere Rage Against the Machine-guitarist sig ind i sagen om Ed Sheerans omdiskuterede turné.

For et par uger siden blev Macklemore fjernet som support på Ed Sheerans turné efter at have råbt “Free Palestine” på scenen til en koncert i New Jersey.  

Siden da har der været stor debat om, hvorvidt politiske budskaber bør være tilladt til koncerter. 

Nu melder den tidligere Rage Against the Machine-guitarist Tom Morello sig ind i debatten i et interview med Rolling Stone. 


Læs også: Roskilde Festivals 52 største scoops de seneste 20 år – rangeret

“Ed Sheeran er ikke et offer eller nogen, vi burde fokusere på, og det er Macklemore heller ikke,” fortæller han. 

Tom Morello tilføjer, at krigsforbrydelserne i Palæstina bør være det primære fokus i stedet for, “om Ed Sheeran græder i dag eller i morgen.“


Samtidig mener han, at det er vigtigt at stille spørgsmålstegn ved, hvem der har ret til at bestemme, om musikere med politiske budskaber får lov til at spille på de store scener.

“Der er en håndfuld meget rige mennesker, der tror på, at det skal være dem i alle tilfælde.”

Sidst Tom Morello spillede i Danmark, var på Copenhell denne sommer, hvor han optrådte i eget navn. 


Tom Morello har været med i Rage Against the Machine, siden bandet blev dannet i 1991. I 2000 gik bandet i opløsning, efter at forsangeren Zack de la Rocha forlod bandet. Rage Against the Machine blev gendannet fra 2007-2011, hvor de spillede en række koncerter.

I 2019 annoncerede bandet endnu en gendannelse. Den endte med at blive både udskudt og delvist aflyst på grund af COVID-19 og en benskade hos forsangeren Zack de la Rocha.

ANNONCE