Det irske rockband vender tilbage til de store scener i 2027 med et nyt album i bagagen. Samtidig udgiver de den nye single "The Greatest Show On Earth".
Efter otte år uden stadionkoncerter gør U2 klar til at tage på verdensturné igen.
Det irske rockband har netop offentliggjort de europæiske datoer for Carnaval de Luz Presents: The Greatest Show on Earth World Tour, der begynder i Stockholm den 26. april 2027.
Her spiller Bono, The Edge, Adam Clayton og Larry Mullen Jr. to koncerter i Strawberry Arena den 26. og 28. april, inden turen fortsætter til blandt andet Paris, Amsterdam, London og Berlin. Det britiske rockband Wolf Alice tager med som support på samtlige offentliggjorte europæiske datoer.
Læs også: U2 annoncerer første album i ni år
De to koncerter i Stockholm bliver U2's eneste nordiske besøg på turnéen. Danske fans må altså tage turen over Øresund, hvis de vil opleve bandet i 2027.
Turnéen markerer samtidig U2's tilbagevenden til stadionformatet efter The Joshua Tree Tour, som sluttede i Mumbai i december 2019.
Annonceringen kommer i kølvandet på bandets 50-årsjubilæum, som de overraskende markerede i september med koncerter på deres gamle skole i Dublin.
U2 udgiver deres 16. studiealbum, Carnaval de Luz, den 13. november. Det bliver bandets første album med helt nyt materiale i ni år.
I forbindelse med turnéannonceringen har gruppen også udgivet singlen "The Greatest Show on Earth", som de har skrevet sammen med Brian Eno. Sangen er tredje single fra det kommende album, der i alt indeholder 12 sange.
U2 har foreløbig annonceret 12 europæiske koncerter og fortæller, at de også arbejder på turnéplaner for 2028.





