Til årets festival på Amager gæster en af Danmarks mest alsidige entertainere, der har sine rødder i rapscenen.
Anders Matthesen bliver årets hovednavn på hiphop-festivalen AmarGetON!, hvor han skal fortælle om sit mangeårige forhold til rap og hiphop.
Den 1. oktober indtager Anders Matthesen Kulturhuset Islands Brygge til en samtale med Peter "PTA" Trier Aagaard om sit liv med hiphoppen og den danske hiphopkulturs historie og udvikling. Det skriver arrangørerne.
Læs også: Ventetiden er snart forbi: Gilli udgiver nyt album
Allerede som 16-årig vandt en af Danmarks mest alsidige entertainere DM i rap under navnet DJ And, og interessen for rap og hiphop har siden fulgt ham gennem karrieren.
AmarGetON! er en kulturhistorisk festival, der undersøger dansk hiphops historie, kultur og pionerer. Festivalen byder blandt andet på talks, workshops, busture og koncerter.
På årets program finder man blandt andre Natkat, Turkman Souljah, DJ Graded, Abdullah S og Shield.
AmarGetON! finder sted fra i dag, den 15. september, til den 8. oktober 2026 forskellige steder rundt omkring i København, men primært på Amager.




