Nyhed

Billy Joel blev erklæret død – nu beroliger talsperson fans

En fejl hos Google fik flere til at tro, at den 77-årige amerikanske sanger var gået bort.

Hvis man i sidste uge googlede den amerikanske sanger Billy Joel, fik man sig nok lidt af et chok. For ifølge Google gik sangeren bort den 17. september.

Nu har en talsperson for musikeren manet rygterne til jorden.

Læs også: Billy Joel på scenen for første gang siden hjernesygdom


"Billy er ikke død. Jeg har lige mailet med ham," fortalte musikerens publicist Claire Mercuri til mediet Newsday torsdag aften.

Hvordan fejlen i Googles søgeresultater opstod, ved man endnu ikke noget om, men den falske dødsmeddelelse fik flere fans til at bekymre sig om den 77-årige sangers helbred.

Det er dog ikke første gang, at folk har været bekymret for “Piano Man”-sangeren.


Tilbage i maj sidste år blev han diagnosticeret med normaltrykshydrocephalus, også kaldet NPH, der er en hjernesygdom, der blandt andet kan påvirke ens evne til at gå samt hukommelse, syn og hørelse.

Det fik ham sidste år til at aflyse en række koncerter for at passe på sit helbred. Den dag i dag har sangeren det dog bedre.

Læs også: Ed Sheeran kommenterede på turnéskandale fra scenen


Så sent som den 9. september i år fortalte Billy Joel sine fans, at der ikke var grund til bekymring.

"Jeg vil, at folk skal vide, at de ikke behøver at bekymre sig om mig. Jeg går ikke nogen steder. Jeg er her stadig," sagde han i et interview med den amerikanske radiokanal SiriusXM.

I januar i år optrådte musikeren for første gang live, siden han blev syg, hvor han sang to sange sammen med Billy-Joel-coverbandet Turnstiles til en koncert i Florida.


ANNONCE