Nyhed

Britisk kultband kommer til Danmark

Uncle Acid & The Deadbeats blev afbrudt efter kun 25 minutter på Roskilde Festival. Nu er de klar til at tage revanche med en ny dansk koncert.

Det engelske psych-rockband Uncle Acid & The Deadbeats er klar til at vende tilbage til Danmark.

Bandet giver nemlig koncert i Amager Bio den 21. februar 2027. Med sig har bandet to support-navne i form af Conan og Earth Tongue

Læs også: Band blev stoppet under Gorillaz-koncert på Roskilde: Kalder sanger en "popdiva"


Nyheden kommer knap to måneder efter, bandet spillede på årets Roskilde Festival torsdag aften. 

Det blev dog en kort fornøjelse for hardrockerne og deres omkring 500 fans, da koncerten blev afbrudt grundet “vind- og tekniske forhold".

Ifølge bandet selv var det dog klager fra Gorillaz-frontmanden Damon Albarn, der spillede samtidig på Orange Scene, som fik stoppet koncerten.


"Undskyld til alle, der kom til Roskilde i håb om at se en fuld koncert med os i aftes,” skrev bandet i et Facebook-opslag.

“Popdivaen Damon Albarn fra gimmick-tegneseriebandet Gorillaz fik et anfald, mens vi spillede, og truede med at gå af scenen, inden han endelig fik lukket vores sæt ned, fordi det var 'for højt'," fortsatte de, og lovede at de ville vende tilbage til København. 

Roskilde Festival holdt fast i, at det var deres egen beslutning at stoppe koncerten og ikke en ordre fra Damon Albarn. 


"Vi var desværre nødt til at stoppe koncerten med Uncle Acid & The Deadbeats på Lagune torsdag. Det var en utrolig uheldig situation for alle berørte, og vi beklager skuffelsen både for vores deltagere og artisterne, som alle havde set frem til en fantastisk oplevelse,” lød det fra festivalen.

ANNONCE