Nyhed

Bro frygter for fremtiden: “Jeg kan ikke synge”

Den danske sanger er nu bange for, at han måske aldrig vender tilbage til scenen efter et voldsomt overfald i Tyrkiet. Nu er genoptræningen startet.

Kevin Andreasen kan lige nu hverken synge eller tale ordentligt.

Det fortæller den 30-årige sanger, der er bedre kendt som Bro, til Se og Hør.

Læs mere: Bro taler ud efter overfald: Nogle historier "passer ikke"


"Jeg frygter, at jeg ikke får lov til at lave det, jeg elsker allermest i verden (at synge, red.). Det er nok det, der skræmmer mig allermest," fortæller Kevin Andreasen til Se og Hør.

Sangeren blev overfaldet natten til søndag 9. august i den tyrkiske ferieby Alanya i forbindelse med en koncert, der endte med at koste ham tre kæbebrud og et par ødelagte tænder. Siden da er han blevet opereret ad flere omgange.

Efter flere operationer i Tyrkiet rejste Kevin Andreasen hjem til Danmark, hvor han blev opereret på Rigshospitalet i København. Her fik han blandt andet sat plader op i næsen.


"Jeg kan huske, at jeg græd, da jeg vågnede op fra den sidste operation. Så spurgte de (sundhedspersonalet på Rigshospitalet, red.), om der var noget galt: 'Nej, det er glædestårer, jeg er bare glad for, at det er overstået,'" fortalte sangeren efter operationen på Instagram.

Læs mere: Jonathans idoler er Raye og Amy Winehouse – det er man slet ikke i tvivl om

Bro står blandt andet bag sangene "Syd på" og "Hvor er du bro?".


Det er dog stadig uvist, om han kommer til at optræde med dem igen.

"Jeg kan ikke synge. Jeg kan ikke snakke ordentligt i øjeblikket, fordi der er et stykke af læben, som jeg ikke rigtig kan bevæge," siger Kevin Andreasen til Se og Hør.

Kevin Andreasen er nu begyndt på et genoptræningsforløb og skal også i gang hos en talepædagog. Håbet er, at han med tiden kan genvinde evnen til at synge.


ANNONCE