Nyhed

Dansk festival meldte udsolgt på seks timer: Nu melder flere om billetkaos

50.000 personer stod klar, da billetsalget åbnede til Ringsted Festival. Men tekniske problemer skabte stor frustration.

Selvom billetterne til Ringsted Festival 2027 blev revet væk på seks timer, har billetsalget ikke været uden problemer.

Omkring 50.000 brugere forsøgte at logge ind for at sikre sig en billet, men det nye billetsystem kunne ikke håndtere det massive pres. Det skriver TV 2 Øst.

"Vi beklager de udfordringer, nogle af jer har oplevet i forbindelse med dagens billetsalg. Hvis du er blevet ramt af problemer, og har brug for hjælp, så kontakt os," skriver festivalen i et opslag på deres Facebook-side.


Kommentarsporet viser dog mere utilfredshed end forståelse.

Brugere fortæller, at de ikke har kunnet få billet, mens andre har fået flere, end de ønskede. Nogle skriver, at de hverken har modtaget billet eller bekræftelse, mens andre kritiserer de lange svartider på henvendelser.

Læs også: For 40 år siden stjal Paul Simon idéen til sit bedste album nogensinde


Problemerne kommer, efter at Ringsted Festival også oplevede tekniske udfordringer under sommerens festival.

Her gav en ny app problemer på åbningsdagen, hvilket betød, at festivalen måtte åbne uden billettjek.

"Jeg ved ikke, om det alene er os, der er ramt af tekniske problemer. Men jeg tror, at når man laver et nyt system, om det er en app eller et billetsystem, så stiller man sig også på en platform, hvor der er mulighed for, at der kan ske fejl", udtaler Britt Abildgaard, leder på Ringsted Festival, til TV 2 Øst.


Hun fortæller samtidig, at det nye billetsystem var blevet testet inden billetsalget, men forholder sig også til kritikken af, at festivalen i år har skiftet til nogle systemer, som efterfølgende har fejlet.

På dette års festival var blandt andre Tiësto på plakaten, hvor anmelderen skrev, at "Ringsted Festivals største booking igennem 21 år endegyldigt cementerede, at trance bliver mainstagens næste primærgenre."


ANNONCE