Nyhed

DR afslører de første stjerner til P3 Guld

Annika og Zar Paolo er blandt de stjerner, der optræder, når P3 Guld for første gang bliver sendt i et ny format og med seks værter i stedet for to.

P3 Guld har siden 2001 hyldet de største danske musikere med en årlig prisoverrækkelse.

Nu løfter DR sløret for de første stjernenavne til årets show.

Læs også: Jeg kan ikke lade være med at smile, når hun synger om, hvor smuk, sund, glad og flot hun er


Det bliver blandt flere popstjernen Annika og rockbandet Zar Paulo,  der går på scenen, når P3 Guld løber af stablen den 16. oktober. Annika har netop udsolgt Royal Arena og er aktuel med den nye single "Desperado", mens Zar Paulo gør klar til en efterårsturné i 11 danske byer.

"Vores ambition er at gøre P3 Guld endnu mere levende og personlig – og i endnu højere grad give dig følelsen af at være en del af et fællesskab af musikelskere," siger redaktionschef for DR P3 Radio og Podcast Isabella Hindberg.

Derudover optræder tre duoer, der har udgivet sange sammen i 2026. Heriblandt er Kedde og Karoline Mousing, Smag på dig selv og Oskar Witt og Guldimund og Saveus.


Sidste år optrådte Aphaca, som også vandt "P3 Prisen", og Mille, der vandt "P3 Talentet".

Nomineringerne til årets prisuddeling er endnu ikke offentliggjort, på nær til kategorien "P3's Næste", som er den nye udgave af Karrierekanonen, der fokuserer på, hvem P3 tror bliver de næste store danske artister. De nominerede til "P3's Næste" er Carllo Yaboy, Friða Saiya, Ida Just, Loui Henderson og Oskar Witt.

DR introducerer også et nyt interaktivt format til årets P3 Guld, hvor seerne vil kunne følge med på tværs af DR1, DRTV, P3 Radio, DR Lyd, YouTube, dr.dk og P3's sociale medier.


På de forskellige kanaler kommer der blandt andet til at være rød løber, liveoptrædener, interviews med artisterne og en liveblog.

Det nye format gør også, at programmet går fra to til seks værter. Årets værter er Ena Cosovic, Julie Rahbek, Nis Gertsen, Lasse Knudsen, Emil Lange, Marie Hobitz og Pelle Peter Jencel.

ANNONCE