Musikerne trækker sig i protest mod fyringen af rapperen Macklemore, der blev droppet fra opvarmningen efter at have vist sin støtte til Palæstina.
I kølvandet på fyringen af musikeren Macklemore fra Ed Sheerans amerikanske turné har samtlige support-acts valgt at trække sig fra Loop-turnéen.
Nu har Ed Sheerans liveband Beoga også valgt at trække sig fra turnéen. Det skriver bandet i et opslag på Instagram.
Beoga trækker sig fra turnéen på grund af fyringen af musikeren. Bandet fremhæver desuden sine irske rødder som en af årsagerne til beslutningen.
“Vi er irere, der forstår kolonialisme. Som stiftende medlemmer af bevægelsen 'Irish Artists For Palestine' er vi engagerede aktivister for retfærdighed – og det vil vi blive ved med at være,” lyder det.
Læs også: Ed Sheeran kommenterer for første gang på Macklemore-fyring
Beoga har spillet sammen med Ed Sheeran ved koncerterne på Loop-turnéen og medvirker på hans nummer "Galway Girl" fra albummet ÷ fra 2017.
Macklemore blev fyret fra turnéen, efter at han under sine seneste opvarmningskoncerter råbte "Free Palestine" og optrådte med sin protestsang "Hind's Hall". Flere spillesteder ville efterfølgende ikke gennemføre koncerterne med rapperen på plakaten.
Ud over Beoga har Lukas Graham, Finneas og Aaron Rowe trukket sig fra turnéen. Ed Sheeran har endnu ikke kommenteret på, at opvarmningsnavnene og husbandet har trukket sig.
Ed Sheeran har dog kommenteret på fyringen af Macklemore og understreget, at beslutningen blev truffet af koncertpromotøren og ikke af ham selv.




