Nyhed

Efter festivalfredning: Kampen om Musik i Lejet spidser til

Trods grønt lys fra kommunen vil en ny forening nu undersøge mulighederne for at gribe juridisk ind over for den nordsjællandske festival. 

Selvom Musik i Lejet tidligere på ugen fik at vide, at man fra kommunens side ville arbejde for, at festivalen i fremtiden også kan afholde koncerter i Vejby, er den sidste streg i sandet langt fra trukket.

Modstanderne af planerne for Vejby Campingplads, hvor festivalen holder til, har nemlig nu lavet deres egen organisation for at tage kampen op juridisk. Det skriver TV 2 Kosmopol.

Læs også: Dommen er faldet: Musik i Lejet overlever


"Vi mener ikke, at der er tale om en juridisk holdbar situation, og derfor har vi etableret en forening, hvor vi forfølger det her juridisk," siger Pernille Tranberg, der er medlem af den nystiftede forening Os om Vejby, til TV 2 Kosmopol.

Tidligere på ugen besluttede et flertal i Gribskov Kommunes Plan-, Klima- og Miljøudvalg at fortsætte arbejdet med en ny lokalplan for campingpladsen. Lokalplanen er nødvendig, hvis Musik i Lejet skal kunne fortsætte.

Kommunen har dog slået fast, at der ikke bliver plads til de op mod 19 ekstra sommerkoncerter, som festivalens folk oprindeligt ønskede.


Beslutningen har alligevel mødt stor modstand.

Blandt andet gør foreningen nu klar til at foretage en juridisk undersøgelse af alt fra støjregulativerne ved området og brud på forvaltningsloven til, om koncertplanerne kommer til at gå ud over hensynet til de beskyttede flagermus, der lever i området.

Gribskov Kommune håber, at en ny lokalplan kan være klar til november.


ANNONCE