Nyhed

Efter Syd for Solen: Elektro-duo vender tilbage til Danmark

Britiske Maribou State har annonceret et "eksklusivt dj-show" til november.

Efter en sommer med festivaloptrædener vender Maribou State tilbage til Danmark. Denne gang skifter den britiske duo festivalpladsen ud med DR Koncerthuset, hvor de giver et "eksklusivt dj-show" den 7. november.

"Har man fulgt med i elektronisk musik de seneste ti år, ved man, at Maribou State er garant for et genrelegende miks af downtempo, house, ambient og underspillet indiepop, der kan sætte fødder og følelser i brand," skriver koncertarrangørerne.

Læs også: De kunne have sendt os i seng på Syd for Solen. I stedet sendte de os på dansegulvet


Maribou State består af Chris David og Liam Ivory, der kombinerer elektronisk musik med indie-elementer. Duoens faste samarbejdspartner Holly Walker står for vokalen på flere af deres sange.

Da de spillede på årets Syd for Solen skrev GAFFAs anmelder, at "Maribou State kunne starte en fest. Og der var nok et eller andet i mig, der håbede på, at de ville skrue endnu mere op for netop den side til det show, der rundede andendagen på Syd for Solen af. Det gjorde de heldigvis."

De debuterede i 2015 med albummet Portals, som blev fulgt op af Kingdoms in Colour i 2018. Sidstnævnte indeholder blandt andet "Feel Good" med Khruangbin.


Duoens seneste album, Hallucinating Love, udkom i 2025 og er blevet rost af flere internationale medier som NME og The Line of Best Fit.

ANNONCE