Nyhed

Eurovisionvinder er blevet frifundet

Den svenske sanger var anklaget for at have modtaget penge, han ikke havde krav på. Nu har retten truffet sin afgørelse.

Det har været lidt af et hektisk år for den tidligere Eurovision-vinder Måns Zelmerlöw. Sidste år blev han skilt fra sin kone, og samme år blev han beskyldt for vold i hjemmet.

Nu er der dog endelig kommet en god nyhed sangerens vej. For den 7. september frifandt en svensk domstol ham i en sag om fusk med børnepenge. Det skriver det svenske medie Expressen.

Læs også: Politiker brugte Folkeklubbens sang i protestvideo: "Det er ulovligt"


Sagen handlede om tre udbetalinger fra de svenske myndigheder i perioden fra august til midten af september 2025 på i alt 10.600 svenske kroner.

For ifølge anklagemyndigheden var sangeren slet ikke berettiget til de penge. Den dag i dag bor sangerens børn nemlig med ekskonen Ciara Janson i Storbritannien.

Det burde Måns Zelmerlöw have fortalt de svenske myndigheder, lød anklagen. Sangeren har dog hele vejen igennem nægtet at have gjort noget galt.


For som han selv forklarer det, vidste han slet ikke, at han stadig modtog børnepenge, og at han, så snart han blev opmærksom på fejlen, betalte dem tilbage.

Nu er retten nået frem til, at Måns Zelmerlöw skal frifindes i sagen.

Læs også: Donald Trump kan være skyld i, at musikikon forlader USA


Tilbage i 2015 vandt den svenske sanger Eurovision for sangen "Heroes".

Sagen lander midt i en noget turbulent periode i Eurovision-vinderens privatliv, efter at han og Ciara Janson sidste år gik fra hinanden efter at have været gift i seks år.

I forbindelse med skilsmissen blev Måns Zelmerlöw også beskyldt for vold i hjemmet. Politiets efterforskning blev dog droppet i august 2025 på grund af manglende beviser.


I maj sidste år besluttede en domstol i Stockholm, at parrets børn skulle bo permanent hos Ciara Janson i Storbritannien, hvor de har boet lige siden.

ANNONCE