TV 2 har løftet sløret for, hvem der indtager dommerstolene, når talentprogrammet vender tilbage i 2027.
Der er en ny sæson af X Factor på vej.
Endnu en gang kan seerne se frem til Benjamin Hav, Drew Sycamore og Thomas Blachman ved dommerbordet. Maria Fantino vender også tilbage som vært.
"Ud over at der er en god dynamik mellem de tre, repræsenterer de hver især meget forskellige genrer og musiksmag, og det er præcis det, der gør X Factor til et bredt underholdningsformat for alle," siger TV 2s underholdningsredaktør Dorte Borregaard i en pressemeddelelse.
Læs også: Festivalgæster raser over nye billetpriser: "Bare glem det"
De tre dommere ser også frem til at vende tilbage til programmet. Benjamin Hav har haft en travl festivalsommer, men er nu klar til sin anden sæson som X Factor-dommer.
"Jeg glæder mig til at være med igen, og den her gang vil jeg tage mig sammen. Den her gang vil jeg gøre mig umage og være en god ansat," siger musikeren.
Drew Sycamore er også begejstret for at skulle tilbage til X Factor sammen med sine to kolleger.
"Vi har det virkelig sjovt sammen, og jeg ser enormt meget frem til endnu en sæson i deres selskab. Og så kan jeg slet ikke vente med at se, hvem der træder ind i auditionlokalet i år, og hvad de har at byde på," siger "I Wanna Be Dancing"-sangeren.
Thomas Blachman er også klar til endnu en sæson i dommerstolen. Det bliver hans 18. sæson som dommer i programmet.
Den nye sæson af X Factor får premiere på TV 2 i begyndelsen af 2027.





