Musikeren har skabt stor debat og fået aflyst en koncert efter sine niqab-udtalelser. Nu følger endnu et spillested trop, men denne gang er årsagen en anden.
Kritikken har haglet ned over Isam B, siden han kaldte en niqab for feministisk. Nu er endnu en af hans koncerter blevet aflyst, men årsagen er ifølge spillestedet en helt anden.
Isam B skulle have spillet på Vershuset i Næstved 13. november, men koncerten er nu droppet. Der var nemlig kun solgt fem billetter, skriver Sjællandske.
Læs også: Isam B tager til genmæle: "Jeg er dansk. Jeg er muslim. Og jeg bliver stående"
"Der var en i bestyrelsen, der sagde, at hvis ikke der er solgt flere, så bliver der sgu nok heller ikke solgt flere, så vi aflyser den. Det var der enighed om," fortæller formand og booker Steen Aggerlin til mediet.
Vershuset afviser samtidig, at aflysningen har noget at gøre med den debat, Isam B har været en del af efter sine omdiskuterede udtalelser om niqab i august.
Koncerten i Næstved er dermed endnu en Isam B-koncert, der er blevet aflyst i år. I august blev en planlagt koncert på Kulturcafé Ludvig i Sorø også droppet efter hans udtalelser.
Isam B har tidligere været sanger i Outlandish og er blandt andet kendt for sin fortolkning af "I Danmark er jeg født" samt højskolesangen "Ramadan i København".




