Nyhed

Isam B om niqab-debat: “Tættere på hinanden, end overskrifterne påstår”

Outlandish-sangeren har mødt hård kritik for at kalde niqab feministisk. Nu forklarer han, hvor han mener kritikerne misforstår ham.

Isam B er havnet i noget af et politisk stormvejr efter at have kaldt det at tage en niqab på for "noget af det mest feministiske", man kan gøre som kvinde.

Nu går han igen til tasterne på Facebook for at forklare og uddybe sine standpunkter, og denne gang hævder han “at vi faktisk er tættere på hinanden, end overskrifterne påstår.”

Læs også: S-ordfører kritiserer DR for Isam B-koncert: "Undergraver demokratiet"


Opslaget handler især om kritik fra Dansk Kvindesamfund, hvor Isam B forklarer at de begge er “optaget af kvinders selvbestemmelse” men at de “trækker grænsen forskelligt”.

“Hvis en kvinde selv vælger niqab, fordi hun ønsker det, fordi det er en del af hendes tro, fordi hun føler sig mere privat, værdig eller fri på den måde – hvorfor skal vi så definere hendes valg som ikke-feministisk?” skriver Outlandish-sangeren og tilføjer:

“Jeg siger ikke, at niqab er feministisk. Jeg siger, at det kan være feministisk, hvis vi definerer feminisme ud fra selvbestemmelse.”


Den tidligere Outlandish-forsangers sang “Ramadan i København” er optaget i den danske Højskolesangbog.

Men efter Isam Bs udtalelser om Niqab, bør man ifølge Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører, helt fjerne nummeret, næste gang sangbogen skal revideres.

Men ifølge Lisbeth Trinskjær, der er formand for Folkehøjskolernes Forening, som udgiver Højskolesangbogen, kommer det ikke til at ske.


For selvom hun ikke er enig med Isam B, mener hun, at Højskolesangbogen skal kunne rumme mange forskellige syn på verden.

– For mig er det outreret at tænke på muslimsk tildækning af kvinder som et feministisk udtryk. Han har lov til at mene det, men det er ikke ensbetydende med, at vi skal tage den ud, eller at den skal udsættes for en eller anden fatwa. Det ville være meget uhøjskoleagtigt, fortæller hun til GAFFA.

ANNONCE