Den danske stjerne udgiver sin første single, siden hun er blevet mor.
Det er ved at være længe siden, der sidst har været nyt fra Jada på den musikalske front, faktisk omkring fire år, men nu er ventetiden snart forbi.
De seneste dage har hun på Instagram afsløret, at ny musik er på vej. Singlen hedder J.A.D.A., ligesom sangerens kunstnernavn, og udkommer midnat.
Læs også: Aphaca tager dansk indierockband med i Parken
“Tror hende her trænger til at komme ud og være rockstjerne snart,” skriver stjerne i det første opslag.
“Ingen af os skal heldigvis vente særlig meget længere, J.A.D.A. er ude til midnat,” skriver hun derefter i et opfølgende opslag.
Sidst Jada var musik aktuel var for fire år siden med hendes andet album Elements. I mellemtiden er hun blevet mor til to, men hun har langt fra været væk fra scenen.
I sommeren 2024 spillede hun blandt andet Grøn Koncert, og i januar 2025 optrådte hun sammen med Copenhagen Phil ved to koncerter under titlen 60 Minutes of Jada.
Begejstringen for Jadas musikalske comeback er tydelig blandt fans. “Vi har savnet dig som sindssyge”, “Ej, hvor jeg glæder mig” og “Jaaaa, har ventet på det her” lyder det blandt andet i kommentarfelterne på hendes Instagram.
“Jada besidder en overlegen coolness, der gennemsyrer hele pladen. (Ja, der er sågar blevet skrevet specialer på universitetet om hende som fænomen og brand). Hun owner den virkelig,” skrev vores anmelder om hendes sidste album Elements og gav 5 stjerner.





