Nyhed

Jakob Mark afviser hård kritik fra Andreas Odbjerg

Børneministeren svarer nu igen på sangerens beskyldning om ikke at have taget nok ansvar for de historisk dårlige Pisa-resultater.

Efter den seneste Pisa-måling kom ud, har der været massiv debat om de danske skolebørns færdigheder.

En af dem, der har blandet sig i debatten, er Andreas Odbjerg, der torsdag den 10. september kritiserede børneminister Jakob Mark for hans håndtering af de historisk dårlige resultater.

Nu svarer Jakob Mark igen på kritikken. 


Læs også: Andreas Odbjerg blander sig i folkeskoledebat: "Jeg bliver så træt"

"Det er ifølge Mark hverken lærerne, forældrene eller regeringens skyld. Nej, det er primært skærmene - for de kan jo ikke stemme," skrev Andreas Odbjerg i en Instagram story torsdag den 10. september, efter at have set Jakob Mark deltage i DR-programmet Deadline samme dag.

Kritikken kommer efter, at den seneste Pisa undersøgelsen viste, at danske skoleelever befinder sig på et historisk lavt niveau i både matematik, læsning og naturfag.


Blandt andet vurderer flere eksperter, at 28 procent af eleverne nu har så lave kompetencer i læsning, at de kan få svært ved at begå sig i samfundet, skriver Politikken.

“Jeg havde da aldrig troet, at jeg skulle ende på Andreas Odbjergs story! Og jeg har også for længe siden lært, at der sjældent kommer meget godt ud af at debattere med populære og dygtige kunstnere (særligt dem, man selv er fan af), men jeg synes alligevel, at jeg er nødt til at tage til genmæle, for jeg mener ikke, det er helt rigtigt, hvad Andreas Odbjerg skriver,” skriver Jakob Mark på Facebook.

Han mener nemlig, at musikerens kritik bygger på en misforståelse.


Læs også: Kendte musikere kalder pladeselskaberne til forhandlingsbordet: Vil sikre artisters AI-rettigheder

"Det er rigtigt, at jeg ikke mener, at politikere skal pege fingre af forældre og gøre Pisa til et spørgsmål om forældrenes opdragelse alene. Det er rigtigt, at jeg ikke deler den analyse, at forældrene i Danmark er et kæmpe problem. Jeg mener grundlæggende, at langt de fleste forældre gør, hvad de kan, og at det er den største ulykke for enhver forælder, når deres børn ikke vil i børnehave og skole," skriver han.

Selvom Jakob Mark mener at politikerne bærer en del af ansvaret for resultaterne i den nye undersøgelse, kan hele ansvaret dog ikke placeres fortæller ministeren.


I stedet fortæller han, at det er et problem, der går på tværs af de nordiske lande, der også har oplevet et lignende fald i undersøgelsen.

Blandt de 74 lande, der har deltaget i undersøgelsen i 2022 og 2025, er læseresultaterne faldet i 42 lande, mens eleverne er gået tilbage i matematik i 38 lande. Derudover er elevernes færdigheder faldet i naturfag i 11 lande.

Læs også: Anne Linnet holder fast i havestrid: Har “hjulpet kommunen”


Efter Andreas Odbjergs oprindelige opslag har Jakob Mark henvendt sig til musikeren, som efterfølgende har svaret tilbage.

"Vor herre bevares. Når noget i den retning kommer fra Socialdemokratiet eller SF er det altid efterfulgt af en svada af dårlige undskyldninger og pegen fingre ‘dem der ovre var altså også med til det’ og fuld panik lovgivning med mobilfri skoler, selvom der i forvejen på mange skoler allerede er retningslinjer omkring netop det," skriver Andreas Odbjerg i en senere story på Instagram, og tilføjer senere.

"Det fede ved at være hofnar er at ens fineste opgave er at sætte ild til det hele - uden at skulle operere på samme bane som det etablerede system af politikere. Vi betaler deres løn - de betaler ikke vores," afslutter Andreas Odbjerg sin story med.


Undersøgelsen bliver foretaget en gang hvert tredje år. Denne her gang deltog 6.200 danske elever fra 283 skoler.

ANNONCE