50 år efter 'Songs in the Key of Life' overrasker Stevie Wonder med hidtil uudgivne sange.
Præcis en måned før Stevie Wonder går på scenen i Royal Arena, udgiver musiklegenden fire sange, som har ligget uudgivet siden 1970'erne.
Sangene er samlet på den nye ep Songs in the Key of Life: The ep, som udkommer i anledning af albummets 50-årsjubilæum.
Læs også: Stevie Wonder-koncert udsolgt på få minutter
De fire numre blev indspillet under albumsessionerne, men kom ikke med på den endelige udgivelse. Stevie Wonder har selv udvalgt numrene, som han har skrevet og produceret.
De fire sange er "It's Easier", "My Life Story of Love", "I Can See the Sun in Late December" og "I'm Into Livin'". På sidstnævnte medvirker blandt andre Thelma Houston og Deniece Williams på kor.
På turnéen tager Stevie Wonder Songs in the Key of Life med sig og spiller hele det 50 år gamle album. Turnéen begynder i Storbritannien 13. oktober, inden den fortsætter gennem Europa.
Den 28. oktober kommer Stevie Wonder til Danmark, hvor han giver koncert i Royal Arena i København. Koncerten blev udsolgt på få minutter, fortæller arrangørerne.
Stevie Wonder har gennem karrieren haft 49 singler på den amerikanske Top 40, hvoraf 32 nåede førstepladsen. På verdensplan har han solgt mere end 100 millioner album og singler og modtaget 25 Grammy-priser samt både en Golden Globe og en Oscar.
Musiklegenden spillede senest i Danmark på Roskilde Festival i 2014, hvor han indtog Orange Scene. GAFFAs anmelder kvitterede dengang med fire stjerner og kaldte koncerten en "soulsejr".




