Nyhed

Malk De Koijn afslører ny koncert til deres efterårsturné

Efter en travl festivalsommer er den danske hiphop-trio klar med mere livemusik.

Malk De Koijn fortsætter deres comeback.

Efter en sommer, hvor Geolo G, Blæs Bukki og Tue Track har optrådt på både Syd for Solen og Roskilde Festival, har trioen nu annonceret endnu en koncert. Den 7. november indtager de Store Vega i København, hvor de samtidig er med til at markere spillestedets 30-års jubilæum.

Læs også: Malk de Koijn er indbegrebet af Roskilde Festival


Sidste sommer vendte Malk De Koijn for alvor tilbage med ep'en Nummer 5, som bød på nyt materiale fra den særegne trio.

Siden har gruppen igen været at finde på nogle af landets største scener. På Roskilde Festival spillede de på Orange Scene, hvor GAFFAs anmelder gav fire stjerner og skrev, at "de danske hiphop-legender ikke behøvede lang tid på Orange, inden hele pladsen brød ud i fællessang."

Malk De Koijn blev dannet i 1990'erne og har gennem karrieren opbygget en position som et af de mest originale navne i dansk hiphop.


Gruppen er blandt andet kendt for sange som "Vi tager fuglen på dig", "Weekend kriger" og "Pige, Girl". Med Nummer 5 markerede trioen sidste år deres første nye udgivelse i flere år.

I august annoncerede Malk De Koijn desuden koncerter på Studenterhuset i Aalborg 27. oktober og VoxHall i Aarhus 30. oktober.

Nu er endnu en koncert føjet til kalenderen, når trioen går på scenen i Store Vega 7. november.


ANNONCE