Rapperen er tidligere blevet kritiseret for sit forhold til den amerikanske præsident. Nu fortæller hun, at hun ikke har tænkt sig at undskylde for sin støtte.
På trods af tidligere kritik står den amerikanske rapper Nicki Minaj fortsat ved sin støtte til den amerikanske præsident Donald Trump.
Det fortalte hun i fredags i et Fox News-program.
Læs også: Nicki Minaj om Trump-støtte: "Mange kendte har det ligesom mig"
Da Nicki Minaj blev spurgt, om hun havde noget at sige til de kritikere, der har reageret på hendes forhold til Donald Trump, var svaret kort:
"Absolut ingenting," sagde hun hvorefter hun senere tilføjede: "Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg skulle sige noget," skriver Billboard.
Den amerikanske rapper lagde samtidig ikke skjul på sin personlige begejstring for den amerikanske præsident.
"Han er sjov," sagde hun og tilføjede lidt senere: "Han er meget jordnær. Det er nemt at relatere til ham, og det er nemt at føle, at han har hørt dig og forstår dig. Jeg elsker ham bare. Jeg kommer aldrig til at undskylde for det," sagde rapperen.
Læs også: Nicki Minaj har fået en signeret bibel af Trump: "En af de mest meningsfulde gaver"
Tidligere har Nicki Minaj kaldt sig selv Donald Trumps største fan og har ved flere lejligheder vist sin støtte til den amerikanske præsident. Blandt andet har hun kaldt Donald Trump og JD Vance for “rollemodeller for unge mænd.”
Begejstringen virker gengældt fra den amerikanske præsident. Tilbage i februar modtog rapperen nemlig en signeret guldbibel af Donald Trump.
Spørger man rapperen, er der mange flere amerikanske musikere, der deler hendes holdning, end hvad man går og tror. Det handler bare om, at de ikke siger det højt.
“Det er blevet plantet i alles hoveder i musikbranchen, at vi skal være en demokratisk familie. Jeg vidste bare, at de ikke ville kunne lide, at jeg støttede Trump,” har rapperen tidligere udtalt i et interview med Time.
Derudover er Nicki Minaj i øjeblikket en af dommerne i Trump-administrationens tv-program Million Dollar Pitch Competition, hvor fem små virksomheder konkurrerer om en samlet præmiesum på én million dollar.
Finalen blev afholdt fredag i Washington D.C., hvor Minaj sad i dommerpanelet sammen med blandt andre Airbnb-medstifter Joe Gebbia og erhvervsmanden Grant Cardone.




