Nyhed

Ny musikpris giver en halv million kroner til dansk musiker

Den første vinder af Olesens Musikpris er blevet fundet, og med den følger en af de største præmiesum i det danske musiklandskab.

For første gang er Olesens Musikpris blevet uddelt.

Vinderen blev den danske cellist Jonathan Swensen, der sammen med prisen modtager 500.000 kroner.

Læs også: Dolly Parton får sin egen mærkedag


"Prisen gives til unge musikere, der ikke alene mestrer traditionen, men også er med til at forme fremtiden. Kunstnere, som kombinerer exceptionelt talent med kunstnerisk mod, internationalt potentiale og evnen til at formidle følelser og nuancer med autenticitet og indlevelse," skriver fonden i en pressemeddelelse.

Prisen blev lanceret af Erik & Susanna Olesens Almenvelgørende Fond, og efter planen skal den fremadrettet uddeles en gang hvert andet år.

Jonathan Swensen er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har allerede spillet med flere orkestre både i Danmark og udlandet.


Den 29-årige musiker har blandt andet optrådt i Wigmore Hall i London og Carnegie Hall i New York. Han er samtidig en del af Copenhagen Phils residency-program for unge stjernesolister.

"Han spiller med en energi, intensitet og umiddelbarhed, der kan skabe de sjældne øjeblikke, hvor publikum glemmer tid og sted. Samtidig er han nysgerrig og frygtløs og går til både det etablerede repertoire og den nye musik med en enorm appetit og skaberglæde," skriver priskomitéens forperson, Stine Hasbirk i en pressemeddelelse.

Læs også: D1MA satser stort på at slå igennem i udlandet


Som en del af prisen vil organisationen bag samtidig hjælpe med at gøre Jonathan Swensen mere synlig i Norden.

Med en præmiesum på en halv million kroner placerer Olesens Musikpris sig helt i toppen blandt de danske musikpriser. Kun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Hæderslegat samt Léonie Sonnings Musikpris uddeler større beløb herhjemme. Begge de priser giver én million kroner til klassiske musikere.

ANNONCE