Nyhed

Robyn langer ud efter Trump: "En elendig regering"

Popstjernen brugte sin koncert i New York til at sende en kontant besked til den amerikanske regering.

Robyn brugte sin seneste koncert til at sende en lussing til den amerikanske regering.

Den svenske popstjerne stod fredag aften på scenen i Barclays Center i Brooklyn, hvor hun mellem sangene kom ind på den politiske situation i USA.

Læs også: Da Robyn tog sin svenske kollega på scenen, røg salen på kogepunktet


Inden hun gik i gang med en akustisk version af "Be Mine", vendte Robyn sig mod publikum:

"Newyorkere, I arbejder så hårdt, så I fortjener at have det sjovt. Jeg mener, I arbejder så hårdt – og I har sådan en elendig regering!"

Det skriver svenske Expressen.


Koncerten var Robyns anden i Barclays Center på mindre end en uge og en del af hendes nordamerikanske turné.

Sexistential-turnéen fortsætter frem til 26. september, hvor Robyn spiller på Portola Festival i San Francisco. Herefter går turen til Sverige, Italien og Australien, hvor hun spiller årets sidste koncert.

Siden Robyns debutalbum Robyn Is Here fra 1995 har hun fornyet popmusikken med sange som "Show Me Love", "Dancing on My Own" og "Call Your Girlfriend".


Hendes seneste album Sexistential fra 2026 har Robyn selv beskrevet som sit mest ekstatiske album til dato, og GAFFAs anmelder kaldte comebacket for "hendes vildeste træk" og gav fem stjerner.

ANNONCE