Nyhed

Simon Kvamm udfordrer otte danske musikere i nyt tv-program

Mumle, Katinka og Peter Sommer er blandt deltagerne til TV 2-programmet 'Simon siger'.

Simon Kvamm får snart sin egen musikalske legeplads på TV 2.

I programmet Simon siger inviterer han otte danske musikere med på højskole, hvor de bliver kastet ud i nye samarbejder, fortolkninger og musikalske udfordringer.

Nu afslører TV 2 alle deltagerne: Mumle, Martin Hedegaard fra Saveus, Peter Sommer, Soleima, Søs Fenger, TopGunn, Katinka og Kristoffer Jessen fra Søn.


Læs også: Han pakkede pølser i Los Angeles – her er 11 ting, du ikke vidste om Simon Kvamm

Reglerne er simple, og musikerne skal gøre det, Simon siger.

"Jeg har altid drømt om at opfinde mit eget tv-program, og med det her koncept har jeg en fornemmelse af at bruge alt, hvad jeg har lært," siger Simon Kvamm i en pressemeddelelse.


"Min fornemmelse er, at programmet balancerer noget, der både er inspirerende at deltage i som musiker og interessant og sjovt at kigge på som seer."

Simon Kvamm indtager selv rollen som både vært og højskoleforstander, når deltagerne bliver sat sammen på kryds og tværs. Forløbet kulminerer i liveoptrædener foran et publikum.

Programmet vil ifølge TV 2 både byde på kendte sange og give ældre højskolesange en nutidig musikalsk overhaling.


Simon siger får premiere lørdag 10. oktober 2026.


ANNONCE