Nyhed

The Savage Rose-sanger bliver optaget i Hall of Fame

Hun har været en af dansk musiks mest markante stemmer i mere end 50 år. Nu får Annisette en særlig hæder.

The Savage Rose-sangeren Annisette har stået på scenen i mere end 50 år. Nu bliver hun hædret med en plads i Tønder Festivals Hall of Fame.

Den 79-årige sanger, der har været frontfigur i det ikoniske band siden 1960'erne, bliver den sjette kunstner i Hall of Fame for folk- og rootsmusik.

Hæderen blev etableret af Tønder Festival i 2021 for at hylde markante kunstnere inden for dansk og international folk- og rootsmusik.


Tidligere er blandt andre Povl Dissing, Niels Hausgaard, Finbar Furey, Eleanor Shanley og Rasmus Lyberth blevet optaget.

Læs også: Efter 60 år nægter Savage Rose stadig at give slip på håbet

Tønder Festival fremhæver Annisettes karriere med The Savage Rose og som solist samt hendes internationale virke og stærke humanistiske engagement.


"I mange årtier har Annisette, både som solist og med The Savage Rose, begejstret et dansk og internationalt publikum. Sammen med sin afdøde mand, Thomas Koppel, satte hun et markant aftryk på dansk musikliv med sin stærke og personlige stemme," siger Poul-Henrik Jensen fra Tønder Festival Fond i en pressemeddelelse.

Efter Thomas Koppels død har Annisette fortsat sin karriere med The Savage Rose og som solist.

The Savage Rose spillede på årets Roskilde Festival, hvor GAFFAs anmelder skrev, at "man skal være lavet af sten for ikke at få våde øjne til Savage Rose." Koncerten modtog fem stjerner.


Annisette bliver officielt optaget ved et arrangement på Hagge's i Tønder lørdag 14. november.

Som en del af hæderen modtager hun et kunstværk skabt af forfatter og kunstner Sanne Flyvbjerg og billedkunstner og formgiver Søren Assenholt. Værket består af en træbuste og en lyrisk fortælling.

På længere sigt skal Hall of Fame indgå i et kommende center for folk- og rootsmusik i Tønder.


ANNONCE