Da den danske sangskriver begyndte at spille i USA, blev hendes efternavn udtalt på en måde, der fik hende til at finde en ny stavemåde.
Tina Dickow eller Tina Dico? Måske har du også undret dig over de to forskellige måder at stave den danske sangskrivers navn på.
Nu forklarer hun i en video på Instagram, hvordan de to forskellige stavemåder er opstået.
Læs også: Uro er ny hovedperson i stor DR-podcast
“Lad os starte med at adressere elefanten i rummet – navnetingen,” lægger hun ud i videoen.
“Pigen ud af Aarhus”-sangeren forklarer, at hun kun kaldte sig Tina Dickow – indtil hun begyndte at spille musik i USA.
“Det var der folk begyndte at kalde mig Tina Dick-Cow,” fortæller hun grinende i videoen og tilføjer:
“Det var ikke en mulighed for mig, det var simpelthen bare ikke muligt”.
Tina Dickow var bare allerede et navn i Danmark på det tidspunkt, så helt at ændre det ville have været “dramatisk”.
“Jeg tror at folk i danmark nok ville tænke at jeg var en idiot hvis jeg kom tilbage med et fancy artistnavn.”
Derfor valgte hun at ændre stavemåden for hendes efternavn i udlandet.
Videoen er en del af optakten til hendes kommende album Balancing Small Things On Sharp Edges, der udkommer den 23. oktober.
Med hits på både dansk og engelsk som “Bitte Små Ryk” eller “Open Wide” indtog Tina Dickow Royal Arena i april.
Til det kvitterede vores anmelder med topkarakter og kaldte koncerten for “en gennemført helhedsoplevelse.”
I 2027 tager hun på turné rundt i hele Danmark med stop i både København, Odense og Aarhus undervejs.





