Nyhed

Tønder Festival-chef stopper efter tre år

I år blev folk- og rootsfestivalen udsolgt efter en historisk stor interesse. Nu skal en ny person stå i spidsen som direktør.

Tønder Festival skal finde en ny direktør.

Det står klart, efter at Kristina Lehmann Schjøtt har valgt at opsige sin stilling efter tre år.

Læs også: De er lidt af et unikum i dansk musik


"Det har været tre både intense og fantastiske år, og jeg er utrolig stolt af det, vi har skabt sammen. Tønder Festival er noget helt særligt," fortæller hun på Tønder Festivals hjemmeside.

Tønder Festival har eksisteret siden 1974, men har fået medvind de sidste par år. I år var festivalen udsolgt med omkring 15.000 gæster, som blandt andet kunne opleve Emmylou Harris, Daniel Lanois, Jake Bugg og Aysay.

Tønder Festival er en nonprofitfestival, der fokuserer på folk- og rootsmusik. Omkring 3.000 frivillige er med hvert år for at få festivalen til at hænge sammen.


Bestyrelsesformand for Tønder Festival Fond, Henrik Juul, roser Kristina Lehmann Schjøtts arbejde.

"Kristina har ydet en kæmpe indsats for Tønder Festival gennem de seneste tre år og har været med til at udvikle festivalen i en periode, hvor både vi og resten af branchen har været i voldsom bevægelse," fortæller han.

Tønder Festival har ikke udtalt sig om, hvem der skal overtage den ledige direktørstilling.


ANNONCE