Nyhed

TV-2-producer vinder europæisk pris

Halfdan E var med til at producere album som 'Kys bruden' og 'De første kærester på månen'.

Halfdan E er mest kendt som filmkomponist og især for samarbejdet med instruktøren Per Fly, som står bag værker som filmen Arven og tv-serien Reservatet.

Men før han begyndte at arbejde med film, producerede han musik for det danske rockband TV-2.

Nu har han vundet den amerikanske Camille Award i Wien for sin musik til Per Flys tv-serie Reservatet for bedste score til en dramaserie.


Læs også: Det er noget af det bedste popmusik, jeg har hørt i 2026

Camille Awards er en prestigefyldt pris, der blev stiftet i 2014 af ECSA (European Composer and Songwriter Alliance) med støtte fra EU's Creative Europe-program.

Tilbage i 2015 fortalte TV-2-forsangeren Steffen Brandt i et interview med GAFFA, at samarbejdet opstod ud af et fælles venskab med den danske digter Dan Turèll.


“Han har en frygtløshed, som er meget kendetegnende for de ting, han laver,” fortalte Steffen Brandt dengang.

Halfdan E begyndte at samarbejde med TV-2 på albummet Kys bruden fra 1996, hvor han blandt andet har produceret titelnummeret. Han har i alt været med til at producere seks af bandets albummer, heriblandt Yndlingsbabe fra 1998 og De første kærester på månen fra 2005.

“Det er blevet til mange gode plader med ham, og han har givet os nogle gevaldige skub i den rigtige retning i forhold til at bevæge sig ubesværet rundt i alle de muligheder, der er,” fortalte Steffen Brandt om samarbejdet.


I interviewet fortalte Steffen Brandt også, at de har holdt en pause fra at samarbejde siden For dig ku’ jeg gøre alting, som var den sidste plade, de lavede sammen. Siden da har Halfdan E lavet musik til blandt andet Borgen, Badehotellet og Netflix-serien Ragnarok.

TV-2 blev dannet i 1980 i Aarhus og er kendt for hits som "De første kærester på månen" og "Hele verden fra forstanden".

ANNONCE