GAFFA – alt om musik
Julen er ikke kun hjerternes, men også julepladernes tid. GAFFA Online har tidligere berettet om kunstnere med julealbum i ærmet, og nu melder også Johnny Logan sig under julelampens skær.
Den 12. november udgiver Johnny Logan “Save This Christmas For Me”. Albummet byder på en blanding af nye kompositioner og Logans udlægninger af nyere juleklassikere som “Mary’s Boychild” og “Do They Know It’s Christmas?”
Albummet er indspillet i Danmark med producerne SoulPoets, Oli Poulsen og Boe Larsen bag roret, helt ligesom på Logans forrige album “Reach For Me”.
Besætningen er dog ikke helt som på forgængeren, idet producerne får følgeskab af Stig Kreutzfeldt, kendt for sin produktion af bl.a. Brødrene Olsens comeback.
Til gengæld må fans af Natasja Crone undvære hende denne gang. Johnny Logan har dog ikke helt savnet kvindeligt selskab under indspilningen, da han på nummeret “Let Love Be Love” synger sammen med pigerne fra den svenske popsucces Friends, Sveriges bidrag til dette års Melodi Grand Prix.