Nyhed

Danish Music Awards 2003

Afholdes den 1. marts i Forum

Årets største, danske musikprisoverrækkelse, Danish Music Awards, afholdes den 1. marts 2003 i Forum. Det er 15 år siden, at den første prisoverrækkelse fandt sted. Siden da er der sket store forandringer i den danske og internationale musikbranche. ”Mediebilledet er mere fragmenteret end nogensinde før, og de gamle, kendte musikformater forvandles til noget, der kan afspilles på en mobiltelefon eller i et køleskab,” står der i pressemeddelelsen.

”Når omgivelserne og indpakningen forandrer sig, er det vigtigere end nogensinde at fokusere på indholdet, nemlig musikken og kunstnerne. Derfor er udgangspunktet for Danish Music Awards 2003 kvaliteten og alsidigheden i musikken, og musikkens betydning som både kultur og underholdning. Og DMA skal naturligvis hylde de skabende og udøvende kunstnere bag,” siger Annette Tingstrup fra IFPI Danmark, der er arrangør af begivenheden.

Der uddeles i alt priser i 20 kategorier. I størstedelen af dem udvælges prisvinderne af forskellige specialakademier, sammensat af specialister fra det danske musikliv med særligt kendskab til den pågældende kategori. Dette er fremgangsmåden for kategorierne, der drejer sig om tilblivelsen af en udgivelse (f.eks. Årets Producer), for udgivelser indenfor specielle genrer (f.eks. Årets Dance Udgivelse) og for IFPIs Ærespris.


De mere generelle priser (f.eks. Årets Danske Gruppe) drejer sig om de bedste kunstnere/udgivelser og deres gennemslagskraft i Danmark i 2002. Her udvælges kandidaterne af et større og bredere akademi af musikfagfolk, hvorefter vinderne findes ved afstemning blandt den danske befolkning.

I begyndelsen af det nye år bliver de nominerede i hver af de 20 kategorier offentliggjort. Herefter er de generelle kategorier til afstemning på www.danishmusicawards.dk.. Årets Danske Hit/Orange-prisen afgøres ved en SMS-afstemning under afholdelsen af selve Danish Music Awards den 1. marts 2003 i Forum.

Ud over prisoverrækkelsen vil der til Danish Music Awards 2003 være både danske og udenlandske optrædende. Vi kan allerede nu løfte sløret for fire af de danske navne: MEW, NICK & JAY, OUTLANDISH og TIM CHRISTENSEN. Danish Music Awards 2003 bliver transmitteret direkte på TV2, men for dem der gerne vil være med i første række - eller næsten - starter billetsalget til Danish Music Awards 2003 i morgen mandag den 2. december på www.e-billetter.dk.

GAFFA er ligesom ved den seneste prisuddeling mediepartner, og programmet, der udleveres ved prisoverrækkelsen, er som i år også produceret af GAFFA.


Kategori
01. Årets Danske Album
02. Årets Danske Gruppe
03. Årets Danske Sangerinde
04. Årets Danske Sanger
05. Årets Nye Danske Navn
06. Årets Danske Hit/Orange Prisen
07. Årets Udenlandske Album
08. Årets Nye Udenlandske Navn
09. Årets Danske Rock Udgivelse
10. Årets Danske Pop Udgivelse
11. Årets Danske Rap/Hip Hop Udgivelse
12. Årets Danske Dance Udgivelse
13. Årets Danske Folk Udgivelse
14. Årets Dansktop Udgivelse
15. Årets Danske Børneudgivelse
16. Årets Danske Sangskriver
17. Årets Danske Producer
18. Årets Danske Musikvideo
19. Årets Danske Cover
20. IFPI’s Ærespris


ANNONCE