Nyhed

Ny udgivelsesdato for Guns N’Roses-album

Skulle være ude 2. september

Det længe ventede Guns N’Roses-album, ”Chinese Democracy”, skulle være på gaden 2. september, skriver undercover.com.au. Dermed vil det være ude næsten tre år efter den oprindelige udgivelsesdato for det utallige gange udskudte album, ni år efter Guns N’Roses’ seneste album, ”The Spaghetti Incident?”, og 11 år efter det sidste Guns N’Roses-album med gruppens egne sange, "Use Your Illusion" (da ”The Spaghetti Incident” bestod af coverversioner).

Årsagen til de mange udskydelser er bl.a., at produceren er blevet skiftet ud flere gange undervejs. Blandt de involverede har været Gasolin’s gamle producer, Roy Thomas Baker. Gruppen har til det nye album indspillet over 70 sange.


Som GAFFA Online tidligere har berettet, skal Guns N’Roses optræde live på Carling Festival i august og muligvis også andre steder i løbet af sommeren.


Guns N’Roses’ lineup på albummet er som følger: Axl Rose (sang), Robin Finck (guitar), Buckethead (guitar), Chris Pittman (keyboards), Tommy Stinson (bas), Dizzy Reed (keyboards) og Brain (trommer).


ANNONCE