Nyhed

De gamle Guns’n’Roses starter nyt band

Udelukker ikke Courtney Love som sangerinde

Godt nok har Axl Rose rettighederne til navnet Guns’n’Roses, men det, og så ham selv, er vist også det eneste, han har tilbage fra tiden med succes.

Derimod har resten af det legendariske band fundet sammen igen. Slash, Duff McKagan, Izzy Stradlin and Matt Sorum siger, at de har genfundet magien og nu danner et band. Alt hvad de mangler er en sanger, der kan lægge stemme til de nye sange.

I de sidste fire måneder har gruppen – foreløbig uden navn – haft omkring 500 forskellige personer til audition. Indtil videre har Slash og vennerne ikke fundet den rigtige stemme, men Slash er optimistisk og siger til mtv.com:


”Jeg ved det, når jeg hører det. Jeg vil vide det lige med det samme. Vi prøver bare at finde en virkelig god fucking rock and roll sanger, og det er virkelig svært at finde nogen, som man betragter som ægte, og en som også vil passe ind sammen med os. Det er ikke umuligt, men det er heller ikke nemt.”

Slash kan også fortælle, at de skam ikke ville have noget imod en kvindelig sanger, men at der bare ikke er så mange kvinder, der har ansøgt. Hvis Slash selv kunne bestemme skulle hendes stemme være en blandning af Janis Joplin, Joan Jett og en lille smule Tina Turner.

På spørgsmålet om ikke den kvinde kunne være Coutney Love, svarede Slash ganske overraskende, at ideen havde været oppe at vende:


”Det er sjovt, vi jokede med det i går, men jeg kan ikke forestille mig, at hun har lyst til det, alt taget i betragtning. Men ved du hvad, vi har faktisk ikke udtømt den ide, lad os sige det sådan.”

Så hvem ved, måske bliver det nye Guns lige så hysterisk som i gamle dage – men nu med bryster.

ANNONCE