Nyhed

Platinplade til Jon

62.000 solgte album på udgivelsesdagen

Der er stadig stor interesse for Popstars-konceptet. Således solgte dette års Popstar Jon 62.000 eksemplarer af sit debutalbum "This Side Up" på udgivelsesdagen i mandags, og det udløser en platinplade, da man får en sådan for 50.000 solgte eksemplarer. Jons single "Right Here Next To You" ligger samtidig nr. 1 på singlehitlisten for anden uge i træk med over 20.000 solgte eksemplarer.

Alle sange på "This Side Up" er skrevet af det tidligere Aqua-medlem Søren Rasted og produceret af englænderen Toby Chapman, der i firserne spillede keyboard i Spandau Ballet og siden har arbejdet med navne som Cher og Addis Black Widow, ligesom han har været med til at producere de to nye numre til Sort Sols opsamling "Circle Hits The Flame"; to numre, der i øvrigt er co-skrevet af Søren Rasted.

Sidste års vindere, eyeQ, solgte også til platin med ekspresfart med deres debutsingle og -album. Deres andet album "Be Okay" er på gaden på mandag, d. 25. november, så det bliver spændende at se, hvordan de vil klare sig i forhold til dette års vinder. Den 25. november kommer der i øvrigt også en bog om Jon.


Endelig kan man lørdag d. 30. november på Horsens Ny Teater - som det eneste sted i landet - opleve "Popstars Allstars", og endda hele to gange, kl. 15 og 20. Her optræder Jon såvel som en række af de Popstars-deltagere, der nåede et stykke gennem prøverne, bl.a. finaledeltageren Julie samt Kate, Alex, Charlie og Christine. Også sidste års vindere eyeQ og dommer Søren Sko vil være på scenen ligesom pigetrioen Shalimar fra TV-2’s "Venner For Livet". Billetter til showet, der vises på TV2 i januar, kan købes på Billetmaskinen og hos Horsens Ny Teater.

ANNONCE