R&B-stjernen modsatte sig anholdelse
Mens debatten herhjemme raser om, hvorvidt peberspray skal være lovligt, fyger peberdunsterne i USA. Denne gang var Pia Kjærsgaard ikke involveret, men det var til gengæld R&B-sangeren D’Angelo og det lokale politi i Chesterfield, Virginia, og det var sidstnævnte, der brugte peberspray mod D’Angelo, da denne i sit hjem modsatte sig anholdelse.
Politiet ville anholde D’Angelo, der var blevet anmeldt for først at have kørt ind foran en kvinde og tvunget hende ud af sin bil for derpå at have skældt hende ud og spyttet hende i ansigtet, skriver soundspike.com. Hvad der var årsag til R&B-stjernens vrede mod kvinden, melder historien ikke noget om.
Politiet fik efter peberspray-brugen D’Angelo under kontrol, og han blev anholdt, men er løsladt mod kaution. Han skal nu møde i retten 15. januar, hvor han bliver stillet over for anklager om hensynsløs kørsel, overfald og modsættelse af arrestation.
D’Angelo har fået stor succes med sine to album, "Brown Sugar" fra 1995 og "Voodoo" fra 2000. Sidstnævnte gav ham to amerikanske Grammyer for bedste R&B-album og bedste R&B-"vocal performance" med sangen "Untitled (How Does It Feel?)".





