Nyhed

MTV søger ny VJ

Er du det nye danske ansigt på MTV?

Musikkanalen MTV i Norden leder efter et nyt ansigt til blandt andet at præsentere videoer – og de vil helst have en dansker!

Ved MTV's præsentation i København sagde vicedirektør Staffan Rosell til GAFFA.dk, at MTV officielt leder i hele Norden, men uofficielt satser de stærkt på en dansk programvært. Derfor har MTV blandt andet indledt et samarbejde med danske tv-producenter for at finkæmme markedet for den unge dame eller mand, som kan blive kanalens nye profil.

I det hele taget lagde vicedirektør Staffan Rosell ikke skjul på, at MTV generelt satser stort på det danske marked, hvor de håber at blive endnu større. Derfor arbejder MTV Nordic også på at få MTV's European Music Awards til København i 2004.


De egenskaber, som programchef Mats Jenkell lægger vægt hos den nye VJ, er energi, humor og holdning. Og så skal personen selvfølgelig elske musik og vide, hvad der rører sig - derudover er det ingen ulempe, hvis man har en eller anden form for erfaring inden for tv eller formidling.

Hvis du er interesseret i at løfte arven efter Thomas Madvig og Maiken Wexø, opfordrer programledelsen til, at du laver en video med et minuts præsentation af dig selv, et minuts præsentation af en kunstner og endelig et minuts free style. Man kan også gå ind på http://www.mtve.com/vj for at søge stillingen.



ANNONCE