Nyhed

Opvarmning til Ryan Adams-koncerten fundet

I form af det nye alt-country-navn Jesse Malin

Opvarmningen til Ryan Adams' koncert i Store Vega den 20. november er fundet, og er newyorkeren Jesse Malin. Ryan Adams har gennem sin karriere fået lovprisninger fra store anerkendte navne, og efter at han selv er kommet i den kategori, er han nu begyndt at hjælpe upcoming musikere.

Jesse Malin har en fortid i punkrock-bandet DGeneration, men går nu solo med debutalbummet ”The Fine Art Of Self Destruction”, som er produceret af Ryan Adams.

I bandet DGeneration og som solokunstner har Jesse Malin varmet op for navne som Counting Crows, The Ramones, Green Day, Kiss, Offspring, The Dead Kennedys og The Misfits. Og to af DGenerations tre album blev produceret af David Bowie-produceren Tony Visconti og Blondie-produceren og The Cars-forsangeren Ric Ocasek.


Lydmæssigt ligger Malin ikke langt fra Counting Crows, Ryan Adams og hele den stadigt voksende alt-country-bølge. Den 21. oktober udsendes ”The Fine Art Of Self Destruction”, som er kåret som månedens album i Uncut-magasinet, i Danmark.

Se mere på www.jessemalin.com

ANNONCE