Nyhed

Ny bootleg-udgivelse fra Bob Dylan

Den femte i serien, denne gang fra 1975

Endnu en udgivelse i Bob Dylans officielle “The Bootlegs Series” er på vej. Denne gang er det “The Bootleg Series Vol. 5 - Bob Dylan Live 1975: The Rolling Thunder Revue”, som udsendes til november.

Dobbelt-cd’en kommer til at indeholde live-optrædener fra den legendariske turné i byer som Boston, Cambridge, Montreal og Worchester. Albummet fås i en limited edition-udgave med en ekstra dvd indeholdende to sange fra Dylans film ”Renaldo And Clara”.

”The Royal Thunder Revue”-turnéen begyndte at være en realitet efter en af Dylans utallige milepæle-udgivelser, “Blood On The Tracks” fra 1975. Omkring denne periode tog Dylan til New Yorks Greenwich Village- område, hvor han blandt andet begyndte at spille med Ramblin’ Jack Elliott og Joan Baez. På turnéen, der sluttede i 1976, havde Dylan navne som Joni Mitchell, Arlo Guthrie, Mick Ronson og Roger McGuinn med sig på scenen.

Den første officielle bootleg-udgivelse var “The Bootleg Series Vol. 1-3: Rare And Unreleased, 1961-1991” fra 1991. I 1998 udkom “The Bootleg Series Vol. 4: Live 1966, Royal Albert Hall”.


ANNONCE