Ifølge vennen Sinéad O’Connor
Den tidligere frontmand i irske The Pogues, Shane McGowan, som nok er bedst kendt for aldrig at skulle tænke på problemer med dehydrering, er enden nær ifølge vennen Sinéad O'Connor, skriver showbizireland.com. I weekenden afholdt McGowan en koncert i Olympia Theatre i Dublin, som mildest talt ikke faldt i publikums smag.
McGowan brækkede forleden benet i et forsøg på at nå et fly, så det var i en rullestol, han indtog scenen. Hele dagen op til lørdagens koncert havde McGowan drukket så tæt, at han under koncerten blev nødt til at stoppe med at synge, så han kunne kaste op ud over scenen.
Store dele af publikummet ringede ind til radioprogrammet Liveline på RTE Radio 1 for at klage over oplevelsen. Sinéad O’Connor følte, hun var nødt til at forsvare vennen McGowan, så hun ringede ind til programmet og sagde: ”Han er en engel nær enden, der har brug for støtte. Han er for langt ude til at stoppe med at drikke, han lider af en sygdom, der ikke kan blive kureret, og så vidt, jeg kan se, er han nær enden. Han har nået det stadium, hvor han fysisk ikke kan stoppe med at drikke, det har forvoldt ham for meget skade”.
Fredagen før koncerten var Shane McGowan gæste-DJ på spillestedet Eamon Dorans, hvor BP Fallon afviklede sin DeathDublinDisco-nat. På plakaten, der promoverer aftenen, er Elvis Costello citeret for at udtale: ”Shane DJ’ing at DDD will either be awful or it’ll be briliant”.
Shane McGowan har i de seneste par uger boet hos Sinéad O’Connor.