Nyhed

Blurs Damon Albarn udtaler sig om Irak-krisen til GAFFA

Blur-forsangeren er bekymret for civile rettigheder i en krigssituation

GAFFA.dk kunne i sidste uge oplyse detaljer om Blurs kommende album "Think Tank", der er på gaden 5. maj. I GAFFAs majnummer har vi et stort interview med Blur, men vi kan allerede nu løfte sløret for nogle af udtalelserne, nemlig forsanger Damon Albarns kritik af de aktuelle krigsplaner mod Irak:

- Jeg bekymrer mig ikke om Blur for tiden, for Blur er i god form. Men jeg har beskæftiget mig med Irak siden november 2001, hvor jeg første gang talte offentligt om emnet, siger Albarn og fortsætter:

- Siden da har situationen eskaleret, og det er meget vigtigt – i historisk forstand – at lørdag d. 15. februar (hvor fredsdemonstrationer fandt sted over hele verden, red.) ikke blot markerede, at denne krig er forkert, men også udtrykte den stigende bekymring, vi nærer over for demokratiet. For så snart krigen bliver et faktum og begynder at sprede sig, så vil civile rettigheder automatisk blive trådt under fode.


Det nye album bliver Blurs ottende studiealbum og deres første siden 1999-udgivelsen "13". I den mellemliggende tid har Damon Albarn bl.a. været aktiv i projekterne Gorillaz og Mali Music. Det nye Blur-album er i øvrigt gruppens første album uden guitaristen Graham Coxon, der forlod bandet sidste år.

ANNONCE