Nyhed

Interview med Our Lady Peace

Læs om det rutinerede band, der står for opvarmningen til Avril Lavigne-koncerten i aften

Opvarmningsbandet til aftenens Avril Lavigne-koncert er ikke hvem som helst - kun i Europa. I USA og Canada sælger de millioner af album, spiller for fulde huse, og i Canada er de mindst lige så store som Avril Lavigne. Du kender garanteret også nogle af deres numre fra radioen, men ved ikke lige, at det er dem. GAFFA mødtes med Our Lady Peace til en snak om den seneste plade "Gravity" og deres turné med Avril Lavigne.

Ny stil
For dem, som ikke kender Our Lady Peace (navnet taget fra et Marc Van Doren-digt, red.) så er "Gravity" et godt sted at starte. Pladen, som er produceret af den legendariske producer Bob Rock (bl.a. Metallica og Aerosmith) er en mere radiovenlig plade, end hvad Our Lady Peace normalt udsender, og den røg direkte ind på top 10 i USA, da den udkom i sommeren 2002.

- De sidste par plader, vi har udgivet, er blevet beskyldt for at være ikke-radiovenlige, og nu er den her radiovenlig. Det er ikke noget, vi selv går op i, men noget, pressen gør. Vi spiller bare. Og med ankomsten af Steve (Steve Mazur, ny guitarist, red.) er det som at spille i et helt nyt band. Det er den fedeste fornemmelse i verden at tage en tromme, en bas, en guitar og en mikrofon og så bare spille, udtaler frontmand og sanger/guitarist Raine Maida.


- Det, som Bob Rock kan, er at skære ind til benet af en sang. At arbejde med ham er fantastisk. Så snart Metallica er færdige med deres nye album, så går vi i studiet igen og håber at fortsætte det fantastiske arbejde, som "Gravity" er resultatet af.

Pladen er rock, sådan som den spilles i USA, dvs. med en storladen lyd og iørefaldende melodier. Og der er da heller ikke langt til lyden af Metallicas sorte album. Et album, som i øvrigt også blev beskyldt for at være for radiovenligt.

Turné med Avril
- Ved at tage på turné med Avril Lavigne har vi taget en chance. En chance, man nogle gange er nødt til at tage for at nå nogle nye lyttere. Vi har nogle fantastiske fans, men nu vil vi prøve at nå nogle andre også.
- Det er Avrils første tour, så hun er nok en del mere spændt, end vi er. Vi har jo lavet det her i mange år, udtaler trommeslager Jeremy Taggart.


ANNONCE