Nyhed

Elektronisk kvindefestival i Århus

Missfobi 27.-28. november med bl.a. Kevin Blechdom og Angie Reed. Billetter på Billetnet.

Musikcaféen i Århus er på torsdag og fredag, d. 27. og 28. november, vært om den elektroniske festival Missfobi, hvor de optrædende udelukkende er kvinder. De århusianske koncertarrangører LJUD mener nemlig, at der er for få kvinder på den elektroniske scene, både på og foran scenen.

LJUD har samlet nogle af de mest markante kvindelige kunstnere i den elektroniske undergrund, bl.a. amerikanske Kevin Blechdom (der er altså en kvinde) og Angie Reed, franske Anne Laplatine, norske Spunk og Fe-mail, japanske Tojiko Noriko og danske Band Ane og Tordis Berstrand.

I tilknytning til koncerterne vil der blive vist en udstilling på Kvindemuseet i Århus med kunstnernes coverarbejde og musikvideoer. Denne udstilling er allerede åbnet og kører til 28. november, altså festivalens sidste dag.


Arrangørerne skriver bl.a. følgende om Missfobis program:

"Disse kunstnere forsøger - ved overdreven brug af feministiske referencer, et utilsløret feministisk tekstunivers og en ublu kvindecentreret billedside - at genetablere en kønsdebat. Men ikke ud fra troen på kønnet som noget fundamentalt og uomgængeligt eller troen på kønnet som konstruktion, som den tidligere debat har næret sig ved. Kunstnerne peger i stedet på, at individet går forud for kønnet. De viser kvinden som værende handlekraftig, skabende, reflekteret, velformuleret på lige fod med manden.

Billetsalget er startet på Billetnet – og man må gå ud fra, at begge køn er velkomne.


Læs mere på http://www.ljud.dk

ANNONCE