Nyhed

Dansk jazztrio indspiller for legendarisk selskab

Den første danske Verve-signing nogensinde.

Trioen Dahl/Ginman/Blachmann har indgået en kontrakt med det legendariske amerikanske jazzpladeselskab Verve (Verve International) om tre cd-udgivelser inden for de næste tre år. Trioen består af tre store, danske kanoner i jazz-sammenhænge, nemlig Lennart Ginman på bas, Thomas Blachmann på trommer og pianist Carsten Dahl.

Det første udspil under aftalen bliver et live-album, der indspilles over fire aftener fra den 18. september og frem i Hotel Plazas Library Bar i København og udsendes den 10. november – både på cd og lp. Alle fire koncerter er udsolgt.

Repertoiret bliver dugfrisk musik komponeret af de tre musikere, krydret med enkelte standards. Trioen følger udgivelsen op med en turné til januar 2004. Det er første gang i historien, at en ren dansk jazzgruppe signes af Verve.


Verve var sammen med Blue Note nok det mest toneangivende amerikanske jazzlabel op gennem sidste halvdel af det 20. århundrede, med navne som Charlie Parker, Ella Fitzgerald og Dizzy Gillespie. Sidst i 60'erne var også en række rocknavne på Verve, såsom The Mothers Of Invention og Velvet Underground. Til selskabets nyere kunstnere hører f.eks. Diana Krall, Wayne Shorter og John Scofield.

ANNONCE