Nyhed

Billy Preston erstatter Isaac Hayes til Funk Brothers

Den ene stjerne-soul-sanger afløser den anden i KB Hallen i morgen. Stadig ledige billetter på Billetnet.

I morgen spiller det legendariske band The Funk Brothers i KB Hallen i København. Sangeren Isaac Hayes har dog meldt afbud, da han åbenbart ikke kan klemme sin Europa-optræden ind i sin tidsplan. Ironisk nok blev hele hans solo-Europa-turné sidste år aflyst pga. manglende billetsalg.

Hayes er dog i sidste øjeblik blevet erstattet af en anden legendarisk sanger, Billy Preston. Preston er både sanger, sangskriver og musiker (primært orgel/keyboards) og arbejdede tæt sammen med The Beatles på "Let It Be-albummet og på soloplader med både George Harrison, John Lennon og Ringo Starr.

Preston har desuden turneret og arbejdet med legender som Little Richard og The Rolling Stones, ligesom han havde store hits i 70’erne og bl.a. har skrevet balladeklassikeren "You Are So Beautiful", især kendt med Joe Cocker.

The Funk Brothers var husorkester på det legendariske soulpladeselskab Motown i 60’erne og har medvirket på plader med navne som Marvin Gaye, Stevie Wonder, Mary Wells, The Supremes, The Temptations og The Four Tops. Nu er de så omsider sprunget ud af stjernernes skygge og er taget på turné med seks af de oprindelige medlemmer og desuden en lang række særdeles kompetente gæster.

Lineuppen er som følger:
The Original Six Funk Brothers:
Joe Hunter - keyboard
Uriel Jones - trommer
Jack Ashford - vibes og tamburin
Joe Messina - guitar
Bob Babbitt - bas
Eddie Willis - guitar

Gæstevokalister:
Steve Winwood og Billy Preston

Øvrige musikere:
Allan Slutsky - guitar
Dee Pappas - keyboard
Keith Benson - trommer
Jay Davidson - synth-strygere og saxofoner
Michael Pedicin - saxofoner

Backingsangere:
Carla Benson
Johnny Ingram
Delbert Nelson

Der er stadig ledige billetter på Billetnet.

ANNONCE