Nyhed

Sixpence None The Richer opløst

Guitarpopperne, kendt for "Kiss Me" og "There She Goes", stopper

Austin, Texas-gruppen Sixpence None The Richer, der tilbage i 1999 fik to store globale hits med "Kiss Me" og en coverversion af The La’s’ hit "There She Goes" fra 1990, er gået hver til sit, rapporterer billboard.com.

Gruppen var kendetegnet ved sin melodiske guitarpop med sangerinden Leigh Nashs sødmefulde stemme i forgrunden, ikke ulig ligeledes hedengangne The Sundays. De startede karrieren i 1993, hvor de i begyndelsen især fik succes i kristne sammenhænge. I 1999 fik de så et bredt gennembrud, men herefter gik det hurtigt ned ad bakke igen, og bandets seneste udspil, 2002-albummet "Divine Discontent", var ingen afviser fra vejen mod glemmebogen.

Leigh Nash udtaler, at hun nu vil fokusere på familien, mens gruppens andet centrale medlem, guitarist Matt Slocum siger, han vil rejse lidt rundt og måske begynde at studere.


Gruppen nåede at udsende fire album, og deres pladeselskab planlægger nu til august at udsende et album med single-b-sider og andet overskudsmateriale.

Ironisk nok går der rygter om, at de meget Beatles-inspirerede The La’s, der ellers var et veritabelt one-hit wonder, som kun nåede at udsende et enkelt album, overvejer en gendannelse.


ANNONCE