Nyhed

Tiger Tunes vandt Århus-prisen

De uregerlige synthpoppere tog trofæet i musikkategorien hjem

Weekenden stod i prisuddelingernes tegn. I København stod den på dagbladsanmeldernes pris Steppeulven (og i filmens verden i øvrigt også Robert-priserne), mens Train i Århus lagde rum til uddelingen af Århus-priserne, det århusianske svar på Københavnerprisen (som blev uddelt sidste weekend på Vega i København og i musikkategorien gik til Jokeren) med priser (valgt af folket via sms-afstemning) til lokale navne, der i det forgangne år har markeret sig inden for kultur og livsstil.

Inden for kategorien musik var det den unge gruppe Tiger Tunes, der blander synthpop med skramlende garagerock og skæve indfald ad libitum, som tog prisen hjem. De øvrige nominerede i kategorien var Carpark North, Tina Dickow og L.O.C. Carpark North og Tina Dickow kunne dog trøste sig med, at de i den forgangne weekend også fik et par priser, nemlig hhv. "årets filmsang" for "Transparent & Glasslike" fra filmen "Midsommer" ved Robert-filmprisuddelingen og "årets komponist" ved Steppeulven.

Ved Århus-prisen var der også en kategori for "klub/spillested" og den gik til Club Dish, der arrangerer housemusik på Musikcaféen. De øvrige nominerede var Musikhusets Foyer, Train og Club Colorz, der præsenterer hiphop og ragga på Café Paradis.


Endvidere gik "event"-prisen også til en musikalsk begivenhed, nemlig hiphop-festivalen Aarhus Took It, der plejer at finde sted i forbindelse med Århus Festuge i september. Endelig gik specialprisen til Bent J. Jensen fra jazzspillestedet Bent J. for hans mangeårige arbejde for live-jazz i Århus.

Tiger Tunes fik i øvrigt prisen som "årets håb" ved Steppeulven og dermed 50.000 kr. og har i øvrigt fået en kontrakt med det tyske managementfirma Queen About Music, der forsøger at promovere gruppen i det tyske. I den forbindelse skal bandet spille i Hamburg 4. februar, hvor betydningsfulde branchefolk fra både Tyskland og resten af Europa er inviteret. Bandet har også oplevet æren af at komme med på en slags mixtape, der skal præsentere en ny Volkswagen-model på bilmessen i Detroit i april.

ANNONCE