Nyhed

DR-P3 udgiver elektronisk album

Releaseparty på fredag på Rust og i P3

DR-P3 har været med til et par pladeudgivelser efterhånden, f.eks. "KarriereKanonen" og "D’Store Mix", og på mandag, d. 2. februar kommer endnu et album. "Radio Recordings: One" er titlen, og der er tale om en cd, som også kommer som tredobbelt vinyl og fokuserer på den danske elektroniske undergrund for at gøre den mere synlig og vise både bredden og kvaliteten.

De medvirkende på albummet er flg.: Geeza, Ben Horn (er sammen kendt for bl.a. remix af Junior Seniors "Move Your Feet"), Vildtand (alias dj’sene Anders Trentemøller, Torsten Jacobsen og Krede (billedet)), Krew (alias Dennis Uprock, kendt fra bl.a. Nobody Beats The Beats), Mikkel Metal (click’n’cut, techdub m.m.) og Lasse Lovelace (både dj, sangskriver og producer). De to første spiller live ved et releaseparty på fredag d. 30. januar på Rust i København, som også transmitteres direkte på P3 fra kl. 22. De øvrige fire optræder som dj’s ved arrangementet.


ANNONCE