The Defectors, Spleen United, I Am Bones m.fl. på VoxHall 10. juli
For andet år præsenterer det århusianske spillested VoxHall den såkaldte Klub Sanz Festival med lovende navne fra både den danske, norske, svenske og tyske rocks vækstlag. I år danske The Defectors, Spleen United, I Am Bones, Stanley K, norske Helldorado, svenske Hell On Wheels og tyske Urlaub In Polen og Mr. Brown.
Klub Sanz præsenterer normalt slige navne samt dj’s på den lille scene i VoxHalls bar efter koncerter på den store scene, men til festivalen har man taget begge scener i brug. Og Klub Sanz plejer at have fingeren på pulsen, for flere af de artister, klubben har præsenteret, er siden kommet langt længere frem på rockscenen. F.eks. PowerSolo og The Blue Van, der spillede på sidste års Klub Sanz Festival, og Larsen And Furious Jane og Antophones, der har optrådt ved nogle af de "almindelige" Klub Sanz-arrangementer.
Arragementet begynder allerede kl. 17.30, og programmet er som følger:
17.30-18.15: Stanley K – lange improvisationer, inspireret af bl.a. Godspeed You Black Emperor!, Mogwai og dEUS
18.45-19.30: I Am Bones – lo-fi i familie med Pavement, Beck, Weezer og Franz Franz Ferdinand
19.30-20.15: Helldorado – norsk americana/rock’n’roll, ikke ulig Sixteen Horsepower, dog unden religiøse temaer
20.30-21-15: Mr. Brown – melodisk og energisk rock, i ånden fra The Hives og The Strokes
21.15–22.00: Spleen United – elektronisk funderet rock. Gruppen varmer op for Nephew på dele af disses efterårsturné
22.30-23.15: Hell On Wheels, underfundig, skramlende trio inspireret af engelsk og amerikansk indie fra 80’erne og 90’erne. Ikke så langt fra eksempelvis First Floor Power. Har for nylig varmet op for Pixies i Brasilien.
23.30-00.15: The Defectors, energisk garagerock, rost af bl.a. Springsteen-guitaristen Little Steven.
00.45-01.45: Urlaub In Polen: Orignial rock på slagtøj og elektronik, egensindigt som Einstürzende Neubauten.
Entréen er beskedne kr. 80,-, altså en tier pr. band, og er du medlem af Klub GAFFA, koster det kun kr. 60,-. Der er i øvrigt gratis øl til de første 50 betalende gæster, og alle betalende deltager i konkurrencen om billetter til Grøn Koncert i Århus dagen efter.